Lad mig først starte med at slå én ting helt fast. Jeg er ikke skoleforsker. Derfor kan det måske være lidt mærkeligt, at jeg er blevet bedt om at skrive et indlæg i forbindelse med Kommunenyts tema omkring skolerne. Hvad jeg kan sige noget (forhåbentligt begavet) om, er skolestrukturændringer i kommunerne. Baggrunden herfor er mit eget tidligere studie omkring kommunikationen i forbindelse med ændringerne i skolestrukturen i Mariagerfjord Kommune. Med udgangspunkt i min egen undersøgelse, bilder jeg mig selv ind, at jeg har skaffet mig indsigt i nogle af de mekanismer, der er i spil i en sådan proces. Og lad det være sagt med det samme – det er bare svært at ændre markant i en skolestruktur.
Men hvorfor bør man se på skolestrukturen rundt omkring i de forskellige kommuner? For det første burde det være et tema i den kommende kommunalvalgkamp. Og hvis ikke politikerne selv tager det op, så bør kommunens borgere søge at få det på dagsordenen. Så undgår man nemlig, at det hele kommer som en tyv om natten. For skolestrukturen er på dagsordenen (måske ikke den officielle) i en lang række kommuner. Dette skyldes blandt andet den problemfyldte økonomi, som kommunerne har for tiden. Ydermere har den nye kommunale struktur, der er et resultat af Strukturreformen, betydet, at kommuner med selvstændige strukturer er blevet samlet, og det bør være logik, at en skolestruktur naturligvis følger strukturen fra den nye kommune og ikke fra de tidligere kommuner. Her kan det være relevant at skæve til historien. Ved den første kommunalreform i 1970 var skolen helt anderledes placeret i forhold til opdelingen. Den dengang anbefalede mindstestørrelse på 5-6000 indbyggere var med udgangspunkt i, at det var kravet for at drive et rationelt skolevæsen. Skolevæsenet har ikke en nær så fremtrædende plads i Strukturreformen, selvom nøgleordene blandt andet er faglig bæredygtighed, kvalitet og stordriftsfordele – begreber der også i høj grad kobles til skolevæsenet. Men når skolevæsenet ikke har så fremtrædende en plads, så er det op til de lokale politikere og embedsmænd, at ændre på skolestrukturen, så den passer til den kommune, de nu er ansvarlige for. Derfor er skolestrukturen et emne i kommunerne lige nu.
Skolestruktur er ikke noget man bare lige ændrer. Man har prøvet flere steder. Nogle steder har man ændret skoledistrikterne, andre steder har man fjernet de ældre elever fra små skoler og samlet dem på større skoler. På Kommunenyt læste jeg for nylig, at Næstved har slået otte skoler sammen til fire, men bibeholdt undervisning på alle otte skoler. Ligefrem at lukke skoler har vist sig overordentlig svært. – selvom man egentlig gerne ville. I Mariagerfjord Kommune, hvor jeg undersøgte processen omkring skolestrukturen, kom man med et forslag, hvor man ville lukke fem matrikler. Ydermere ville man nedlægge andre skoler, for at lade dem genopstå under nyt navn. Forslaget blev taget af bordet, da der kom massive protester fra kommunens borgere.
Processen var ellers ret omfattende i Mariagerfjord Kommune. Man lavede udvalg, der bestod af lærerepræsentanter, skoleledere, forældrerepræsentanter og naturligvis embedsmænd. Man havde traditionelle borgermøder, hvor politikere og embedsmænd mødtes med borgerne i kommunen for at fortælle om skolestrukturen. Man prøvede at lave så åben en proces som muligt, men da de ubehagelige beslutninger skulle træffes, viste modstanden sig alligevel for stor.
I Mariagerfjord Kommune prøvede man en strategi, der gik på to ben. For det første var der det økonomiske ben. Der blev lavet prognoser for elevtallet for alle skolerne, der blev optalt lokaler på skolerne, og dette blev sammenholdt med økonomien. Som skolechefen sagde, så var han klar over, at der nok ikke kom flere penge ind i skolevæsenet, nok snarere tværtimod. Det andet ben, var så den faglige bæredygtighed eller kvaliteten i undervisningen. Det hele blev samlet under parolen; ”en folkeskole i verdensklasse”. Projektet mødte dog modstand fra flere sider.
For det første var der nogle, der mente at man ikke havde tænkt skolen ind i landsbyens overlevelse. Argumentet var, at hvis man lukkede nogle små landsbyskoler, så ville udviklingen i disse byer gå i stå. Herefter ville de stille og roligt dø ud. Dette fik man ikke noget rigtigt svar på, men man fik undervejs beskeden, at der ikke drives skolevæsen for at holde liv i landsbyerne. De to ting måtte adskilles i den igangværende proces. Et andet kritikpunkt var, at man ikke mente, der var taget højde for de øgede transportudgifter til skolekørsel, som færre skoler ville betyde. Også her kom der aldrig noget egentligt svar, om end der blev præsenteret nogle få overslag. Det var svært at lave beregninger på, når man ikke viste, hvor meget kørsel der ville blive tale om, når man ikke kendte antallet af nedlagte skoler.
Også lærerne var igennem en hård proces. For det første sad de med i de første udvalg, hvor man arbejdede med skolestrukturen, men de havde efter eget udsagn meget svært ved at genkende det, der kom ud af disse drøftelser, når man ser i forhold til det, de bragte ind i debatten. Man havde også det udgangspunkt, at et skolevæsen i verdensklasse var rigtig fint, men hvad havde man så nu? Var lærernes daværende faglige kvaliteter ikke gode nok? En væsentlig gruppe blev således frastødt i processen.
En sidste aktør var medierne, som ikke blev inddraget af forvaltningen på noget tidspunkt. Medierne måtte selv opsøge kommunen for kommentarer, hvormed embedsmænd og politikere for det meste blev reagerende i forhold til medierne, og dermed hele tiden var lidt bagefter eller skulle forklare sig. Således blev debatten i medierne præget af borgere og enkeltskoler, der forsvarede de enkelte skoler. Den offentlige debat blev med andre ord noget broget, og budskabet omkring de økonomiske nødvendigheder af en ny skolestruktur fortonede sig undervejs.
Det hele endte som sagt ud med et ret omfattende forslag, der efterfølgende blev taget af bordet igen.
Anders Fogh Rasmussen udtalte i 2008 følgende om reformer:
”Helt grundlæggende handler det om at skabe bevidsthed om behovet for forandring. Om at opstille et mål eller en vision. Og formulere en klar strategi for, hvordan man når målet. Om at kommunikere strategien. Og endelig skal man skabe en koalition til at gennemføre forandringen.”
I Mariagerfjord Kommune forsøgte man sig med reformer. Der, hvor man haltede lidt, var helt klart i at skabe en bevidsthed om behovet for forandringer. Selvom man prøvede at have to ben i debatten, så blev det ikke klart kommunikeret ud, at der var et behov for at ændre i skolestrukturen. Når dette ikke blev kommunikeret klart nok ud, så kunne alle indsigelserne får større vægt, og processen løb mere eller mindre af sporet. Jeg tror, at man skulle have brugt medierne mere aktivt, så man bedre kunne få gødet jorden for de forandringer, der var på bedding. Det paradoksale var, at både politikere, embedsmænd, skoleledere og lærerne, der sad i det første udvalg i den første fase, var enige om, at der skulle gøres et eller andet. Her var jorden med andre gødet, og man havde skabt den koalition, som er nødvendig for at føre reformer ud i livet.
Ydermere var der nogle uklarheder i det talmateriale, der blev brugt til at vise det økonomiske grundlag. Sådanne uklarheder må naturligvis ikke forekomme i en sådan debat. Her skal man have gjort et grundigt forarbejde, så der kan improviseres alt efter, hvad der sker i debatten. Tallenes usikkerhed kunne begrundes i flere faktorer, og således var det på ingen måde embedsmændenes ”skyld”, hvis man kan tale om en sådan. En del skyldtes ventetid hos ministeriet.
Slutteligt må man også erkende, at forslaget om skolelukninger var ambitiøst, men at det samtidig var meget vidtrækkende. Det berørte måske for mange mennesker negativt. Skolelukninger gør ondt i forvejen. Forandringer skal helst foregå i et tempo, som den almindelige borger kan følge med i. Men det er svært og som politiker og embedsmand, skal man træde meget varsomt. En ting er dog sikkert: Man bliver kritiseret undervejs.
Søren Herping
Ph.d. stipendiat, Aalborg Universitet
